Til forside

Historie

Her er historien om den gl. stige S.1

I 1930 ønskede byens brandinspektør at anskaffe en automobildrejestige, fordi byen havde nogle høje beboelsesejendomme, men den daværende brandkommission ville ikke bevilge de fornødne penge.

Dengang eksisterede der en refusionsordning mellem forsikringsselskaberne og landets brandvæsner. Når et brandvæsen havde præsteret en god indsats, og derigennem reddet betydelige værdier, modtog væsnet refusion fra det berørte forsikringsselskab. De penge som på denne måde tilfaldt Roskilde Brandvæsen, kom ikke i kommunekassen, de blev af brandinspektøren indsat på en konto i Roskilde Sparekassen. Op igennem 30'erne blev det til et større beløb, målt efter datidens målestok.

I 1937 blev sagen om anskaffelse af en drejestige, atter rejst i brandkommissionen, men også denne gang med negativt resultat.

Brandinspektøren gav ikke så let op, han forespurgte om tilladelse til, selv at anskaffe drejestigen, hvilket brandkommissionen selvfølgelig ikke havde noget imod.

Brandinspektøren hævede det opsparede beløb i Sparekassen, og indkøbte S.1 hos Firmaet Meisner-Jensen i København. Var dette sket i dag, havde byen ikke haft en ny drejestige, men en ny brandinspektør!

Chassiet er fra 1937, truck model, med en V8 motor på 85 HK. (Fik ny motor på 100 HK. og en støre kobling i år 1952) Vognen vejer ca. 5.500 kg., og kunne præstere en topfart på ca. 90 km/t. Stigen som er på 22 meter, blev indkøbt i Tyskland hos Firmaet Magirus. Den samlet pris i 1938 var ca. 28-29.000 kr.

Den 15. januar 1987 var S.1 på sin sidste udrykning, som gik til en tagbrand på slagteriskolen i Roskilde.

S.1 er en af Danmarks ældste bevarede drejestiger, og i Aarhus var da også yderst interesserede i at modtage dette klenodie. Men for at kunne beholde stigen i Roskilde, blev foreningen Roskilde Stigeholdere stiftet den 12. november 1987, med det formål at holde S.1 køreklar og præsentabel.

S.1 blev i 1994-1995 gennemrenoveret og heloplakeret, og fremstår i dag næsten som et nyt køretøj.

S.1 kan derfor lejes til mange aktiviteter, f.eks. som bryllupskaret, ved sølvbryllup, jubilæum, runde fødselsdage, polter abend, blikfang ved udstillinger, ved forretninger og meget andet. Aftale om brug af S.1 kan ske ved henvendelse Næstformand Knud Andersen Tlf. 46 35 04 13